DEN SUHRSKE STIFTELSE

H.C. Andersen og Det Suhrske Hus (fortsat)

Yderligere var Moritz G. Melchior, som indehaver i tredie generation af handelshuset Moses & Søn og Melchior, i årene 1874-84 Grosserer Societetets ansete formand og dermed grossererstandens førstemand.

På mere sikker grund er vi, når vi går til Andersens egne breve og livserindringer. Kilderne til H.C. Andersens livsforløb er jo ikke mindst hans "Mit Livs Eventyr", som dækker perioden op til digterens halvtresindstyvende fødselsdag 2. april 1855, og efterfulgtes af et tillæg dækkende tiden 1855-1867. Dertil kommer dagbøgerne fra 1825-1875, der dag for dag omtaler Andersens gøremål, og hvorfra Dam Sørensen har gjort sine extrakter.

De første optegnelser der viser, at H.C. Andersen har mødt medlemmer af den Suhrske familie stammer bl.a. fra 8. juni 1848, hvor Andersen i Nyborg fik en "kold høflig modtagelse hos agent Suhr", og 5. juli 1850 hvor "kjøbmand Suhr" nævnes. Det kan dreje sig om Rasmus Suhr (M 11) f. 1816, der døde 1866 som købmand i Nyborg og svensk konsul, eller muligvis om hans far, testators bror, købmand og agent i Nyborg Ole Bernt Suhr (M 4), der videreførte sin svigerfar Rasmus Møllers store købmandsgård i Nyborg og døde 1858 (se 1991/92, p. 23 ff.) Dagbogen fra 8. juni 1848 kan bl.a. suppleres med et brev fra Andersen på Glorup til Edvard Collin, hvor der gives en beskrivelse af den hektiske travlhed der hersker i Nyborg, der på grund af krigen er opfyldt med soldater. "Kjøbmand Suhr sagde mig om de 40 mand, der var lagt ind på Glorup, så at jeg blev lidt overasket, imidlertid er her dog plads nok og jeg har endogså et særdeles smukt værelse."

Fra 1860 indledes imidlertid et egentligt bekendtskab med familien på Gammeltorv. Om årsagen skriver Andersen i Mit Livs Eventyr: "Ved dette års begyndelse opstod ideen at oprejse et monument for H.C. Ørsted, elektromagnetismens opdager. Ideen udgik fra fru Jerichau .... Som indbydere til Ørsteds monument blev stillet statsmanden, geheirneråd Tillisch, mineralog Forchhammer, handelsstandens repræsentant, etatsråd Suhr og jeg. Monumentets fuldførelse overdrages professor Jerichau; for en bestemt sum, til en bestemt tid skulle statuen være fuldført, støbt i bronze og da opstilles på een af Københavns offentlige pladser."

Resultatet af den lille gruppes bestræbelser kan i dag beses i Ørstedsparken ud mod Nørrevold på resterne af den såkaldte Hahns bastion. Her står med ryggen mod havens herligheder H.C. Ørsted i overnaturlig størrelse og højt hævet over de tre norner, som sidder på monumentets fod: "Skjænket af en komite 1876" står der på en lille plade.

Der gik altså 16 år med at nå så langt, og der var mange besværligheder på vejen. Komite møderne afholdtes hos Suhr, og Andersen noterer omhyggeligt datoerne, første gang 2. oktober 1861. Jerichau trækker sagen i langdrag og beder flere gange om flere penge. I 1867 erstatter brygger J.C. Jacobsen den i 1865 afdøde professor Johan Georg Forchhammer, som havde været videnskabelig assistent hos H.C.Ørsted. Det afgøres på tre møder i februar 1867. Omsider når man i efteråret 1873 såvidt, at komiteen omkring 1. oktober kan udsende en ny opfordring til at yde bidrag, så der kan tages fat på støbningen. Men i denne fase indtræder en lille episode, der ganske godt illustrerer Andersens sensible nervesystem, som ikke mindst i hans senere år forbistrede hans tilværelse. Sagens anledning ser vi i et brev af 3. november 1873 til Edvard Collin:

"Kjære ven. Hvor jeg dog i den sidste tid plager Dem! Bær over med mig. Igen har jeg tilbragt en febrilsk aften i det jeg ikke før nu efter klokken 10 har fundet det papir jeg søgte efter, nemlig det der omsluttede de 25 rdl. De var så venlig at besørge for mig til etatsråd Suhr, sendt som bidrag til Ørsteds monument. I aften læser jeg i den Berlingske Tidende de forskellige indkomne summer og mellem disse er 25 rdl fra S.T. men i avisen et andet mærke, der står S.F. Jeg saa strax, at det ikke var rette, men kunne ikke finde det originale papir De havde givet mig med tilføjet kvittering. Først nu med sengetid fandt jeg det og har da endelig ro. Skal ikke vedkommende gjøres opmærksom på fejlskriften og trykfejlen, at den kan rettes i avisen. Tag Dem venlig deraf, jeg tåler ikke i denne tid mange nervøse bevægelser. De bærer jo over med Deres syge ven, H.C. Andersen"

Collin tager sig af sagen og sender 27. november s.å. et brev til Andersen, hvor han vedlægger følgende skrevet af en af det Suhrske handelshus chefer, den senere etatsråd S.V. Isberg (se 1986/87, p. 19 ff). Han skriver således til Andersen:

Hr. etatsråd!

Etatsråd Suhr, der i længere tid ved sygdom har været tilbageholdt på Petersgaard og først i disse dage ikke endnu ganske restitueret er kommet tilbage til Sølyst har anmodet mig at underrette hr. etatsråden om, at Deres første reklamation på etatsråd Andersens vegne straks blev taget til følge ...."

Collin kommenterer i sit brev til Andersen dette som følger: "Da der altså ikke foreligger nogen modvilje, men kun en anden anskuelse om, hvad der var tilstrækkeligt til at opfylde Deres begæring, vil jeg foreslå Dem selv at skrive et par ord til etatsråd Suhr om hvordan De ønsker sagen behandlet ..."

Andersen var ingenlunde tilfreds med Isbergs og Collins breve og kom igen "i hæftig sindsbevægelse og gråd" og det blev ikke bedre ud på aftenen, da Martin Henriques var så uheldig at prøve på at undskylde bogholderen (Isberg). Til sidste kom Jonas Collin d.y. med et brev til Suhr med et fornyet udtrykkeligt forlangende om at rette fejlen.


Gule Hæfter